Traditionens kædedans med improvisationer

Traditionens kædedans med improvisationer

Traditionens kædedans med improvisationer

Af Holger Pedersen.

I en dansekæde er det om at holde sin plads, ellers ødelægger man festen for alle de andre. Hånd i hånd gennem hele kæden, og den går i ring. Hen til Christen Kold og tilbavs igen. Ingen individuelle improvisationer, det hører en nyere dans til. Hvis man undsiger traditionens betydning, fornærmer man alle dem, der har glædet sig over det gamle, og man skaber forventning hos dem, der netop ser frem til noget nyt. Og udbreder man som om traditionens ubrydelighed og store betydning, glæder man de trofaste og skuffer de forventningsfulde.

Meget af den tradition som vores skoleform bygger på, hænger i den grad sammen med de særprægede personligheder som har skabt skolen op gennem tiden. Det de skabte, måtte stå og falde med deres personlige virke. Vel blev der noget tilbage, en vis livsholdning, et vist forhold til værdierne, et vist valg af indhold i undervisninge, en vis arbejdsmetode, men netop det særprægede i alt dette måtte forsvinde med den særprægede personlighed.

Det ville være forstillelse, om vi forsøgte at iklæde os de særprægede personligheders særpræg. Det var jo netop deres særprægede personlighed, der gjorde “de gamle” til noget særligt. Og noget af det der har gjort disse mennesker til traditionsskabende, er, at de har brudt med nogle tidligere traditioner. Der vil altid være noget selvmodsigende i at gøre de mennesker til autoriteter. Det er ikke de traditions bevarende, men de traditionsnedbrydende, der bliver traditions skabende. Er man blot traditions bevarende, skal man i hvert fald ikke være det af respekt for de mennesker, der har skabt disse traditioner, det er slet ikke at virke i deres ånd.

Den ånd som bygger på folkelighedserfaring og en tro på en folkelig sammenhængskraft. Henrik Wigh-Poulsen, som er leder af Grundtvig akademiet i København, har beskrevet det særlige ved en folkelighedserfaring sådan her: “Erfaringen indtræder, når man forstår sig selv som led i en forsat fortælling om en fortid, der ved ens medvirken bliver til fremtid. Og på den måde bliver det folkelige et imperativ (bydende/bindende). Et imperativ, fordi du indfældet heri ser dig selv som et handlende led med ansvar for helheden. Folkeligheden udgør en sammenhængskragt – en gavmild sammenhængskraft, fordi den samtidig, ideelt set, skænker dig som deltager en plads, et råderum. Til at være fri i, til at være svag i, til at fejle i.” (Dansk Kirketidende nr. 1, 2004) Her opsummeres det som vi hører så mange gange, når den “gamle” trækkes af stalden, talen om folk og folkelighed.

Kernepunkterne i dette folkelighedsbegreb, der nok er under kraftig pres og nødvendigvis må forandre sig, er altså, at det tilbyder mennesker medvirken i fortællingen, forpligtethed i fællesskabet, oplevelse af sammenhængskraft og rum til frihed, svaghed og fejlagtighed i et menneskelig fællesskab. Et fællesskab som var etableret allerede før, den enkelte kom ind i det.

Det er de erfaringer og de grundlæggende traditioner, som er skabt af et forsat skolevirke på Ferritslev Friskole, vi alle er forpligtet på, og det er netop disse traditioner, som får os til at vælge Ferritslev Friskole, og holde fast ved det. Det er den folkelighedsforståelse der søger at modarbejde de målrettede og egoistiske tendenser i tiden. Ved hjælp af konkret viden, livsoplysning og samvær prøver man at skabe “det hele menneske”. Grundtvig har sagt: “Lærdon er et og dannelse og duelighed for livet… er et andet.” Og skolens opgave er både at danne og uddanne.

Finn Thorbjørn Hansen har i en artikel i Kvan (nov. 2003) Kan man tale om almen dannelse i en individueliseret kultur? Beskrevet et dannelsesbegreb som et kritisk modbegreb til al den snak om kompetenceudvikling, som dominerer uddannelsestænkningen i dag. For, som han siger, kompetencebegrebets bagvedliggende menneskesyn synes at være, at du er hvad du kan og kontrollerer.

Dannelsesbegrebet derimod peger også på, hvad mennesket ikke magter, men som det alligevel er betinget af og kan opleve livsfylde fra. Dannelse appellerer på den ene side til noget evigt menneskeligt (den eksistentielle dimension), men samtidig også til en ansvarlig og etisk selvomsort, hvor kunsten for det enkelte menneske bliver at skabe en helhed af dennes idealer og de konkrete udfordringer, som menneskeheden i dag oplever på det globale såvel som det lokale plan (den livsætetiske og politiske dimension).

Det er de udfordringer og forandringer i livsbetingelserne, vi som skole skal ruste os og hinanden til at møde. Vi skal møde barnets forventning om, at læreren tager ordet, men lader eleven have det sidste. Der skal være ligeværd i skolen, men ikke ligestilling. Vi skal være viden uden at være bedrevidende, vi skal hjælpe til at udvide barnets horisont med det formål at fremme den enkeltes selvstændighed og personlige stillingtagen. For at kunne få mening om livet, må man møde meninger om livet.

Vi skal hele tiden være parat til at forny os og tænke dannelsesbegrebet ind i nye sammenhænge, men det skal være i samklang med de grundlæggende traditioner, som med sin bindende kraft stiller os fri til at gøre op med tidligere tiders autoriteter. Fornyelsen skal være passager i traditionens fartøj. Og nutidens evindelige pres på skolen med krav om fornyelse og stramninger kan nok få en til at komme med en proklamation som siger: Tradition er tidens fornyelse.

Leave a Reply