Undervisning til hjertet

Undervisning til hjertet

Undervisning til hjertet

Af Henrik Jensen, lærer på Gymnastikhøjskolen i Ollerup.

Artiklen er skrevet til Gymnastikhøjskolens årsskrift 1989, men vi mener dens indhold også er aktuel i forhold til friskolenverdenen (redaktionen).

I et moderne teknologisk samfund som det, vi er i og bevæger os ind i, bliver der stillet større krav til borgerne om flere færdigheder og besiddelse af flere vidensområder end tidligere. De kendte skoleformer som folkeskolen, gymnasiet og handelsskolen praktiserer i overvældende grad en undervisning og en pædagogik, der henvender sig til den intellektuelle side af personligheden og anvender ofte et undervisningssprog, hvor logik, analyser og vurdering indgår som noget centralt.

De kreative musiske fag er nedskåret til et eksistensminimum i den evige iver efter at præsentere eleverne for de reelle kundskaber og færdigheder.

Vi fristes tit i højskoleverdenen til at videreføre disse undervisningsidealer i højskolen, da det er kendt for eleverne og undervisningen derfor føles lettere at overskue for højskolelæreren. Dette mener jeg imidlertid er en farlig tendens. Vi har i højskolen en enestående mulighed for at viderebringe nogle af de centrale tanker i Grundtvigs pædagogiske tænkning – tankerne omkring den sande oplysning om livet. Grundtvig mente ikke, at den sande oplysning om menneskelivet udelukkende skete gennem en bibringelse af reelle kundskaber. Den sande oplysning vil kun ske gennem en pædagogik, der ikke kun henvender sig til fornuften, men også til følelseslivet.

Man skal passe på i højskolen i dag ikke at tabe den undervisnings-situation, som er livsudvidende – vi skal passe på, at vi ikke kun lader os forlede til at undervise udfra principperne om, at alting skal kunne målet og vejes.

Der er kommet mange recepter på undervisning indenfor de sidste årtier, præget af forskellige etiketter som “problemorienteret undervisning”, “deltagerstyret undervisning”, “projektarbejde” o.s.v. Ligeledes bliver vi oversvømmet af tekniske tiltag som videofremvisere, computere mm., som ofte sætter det nære menneskelige møde elever og lærer imellem ud af spillet. Vi må stadig prøve i højskolen at holde fanen højt ved at prioritere en pædagogisk praksis, som henvender sig til følelseslivet og fantasien. En pædagogisk praksis, som er med til at afdække områder af virkeligheden, som ikke kan analyseres, men som skal opleves – som taler til hjertet. Kvaliteten af undervisningen må aldrig reduceres til noget teknisk.

Det centrale i den undervisningssituation, hvor man taler til hjertet, må være højskolelærerens rolle. Grundtvig udtaler i sine tanker om højskolen, at højskolen ikke er det sted, hvor de uvidende skal oplyses af de vidende, men de vidende og de uvidende i fællesskab skal oplyses om det fælles menneskeliv.

Jeg tror ikke, man gror og udvikler sin personlighed ved at stå overfor en bedrevidende ekspert, men man gror og udvikler sig, når man bliver stillet i situationer, hvor man kan udnytte sine personlige ressourcer. Det er nemlig ikke den kloge forstand, men hjertets lyst, der driver os til handling.

Vanskeligheden i at drive en undervisning, som ofte er centreret om livsværdier og etiske spørgsmål, er ofte, at den forudsætter et personligt værdigrundlag. Uden en personlig opfattelse af, hvad der er godt og ondt, rigtig og forkert, er det svært at undervise. I vores del af verden har man op gennem dette århundre, især efter 2. verdenskrig, i stigende grad vænnet os af med at tænke i og samtale om forholdet mellem moral og værdier. Vi er i stigende grad holdt op med at tænke i værdikategorier, men tænker mest i teknisk effektivitet.

Fundamentet for at undervise i og samtalen om moralske/etiske emner må være, at man holder af de mennesker, man underviser. At man har en kærlighed til eleverne – at elske i betydningen af fremelske. At få tanker og holdninger til at gro i den enkelte. At give næring til det frø, vi alle har i os, og som i sidste ende bliver til den person vi er. Undervisningen lykkes ikke uden, at underviseren kaster et kærligt blik på frøposen.

Det er også vigtigt, at man som underviser engang imellem prøver undervisningssituationer, hvor man deler en usikkerhedssituation med eleverne. Vigtigt at man kan nyde det frugtbare ved at være sammen med eleverne – et forpligtende levende fællesskab.

At undervise i moralske/etiske spørgsmål kræver nemlig, at man i klassen har en god forpligtende samværssituation, hvor tryghed og indbyrdes loyalitet er det bærende moment. Man bør tilstræbe at fremme et fællesskab, der ikke er baseret på ensartethed og nødvendig meningsoverensstemmelse, men som hviler på et grundlæggende ligeværd uanset ydre forskelle.

En gensidig forventning lærer og elever imellem er ligeledes en forudsætning. Læreren bør stille forventninger om at alle bidrager med deres – stort eller lille – forventninger om aktiv stillingtagen, omend man som elev bliver bedt om en stillingtager til noget hidtil ukendt. Et frø kan først finde ud af, om der er grobund, ved at sende små rødder ud!

Samtalen – den gensidige givende samtaleform – er et af de gode midler ved en undervisning som denne. Tankegangen om en gensidig samtale om et emne, såvel i undervisningen som i fritiden, er vanskelig for mange i en moderne tid, hvor ord er gjort til noget teknisk til kommunikation, til meddelelser, til beskrivelse. Ordet er imidlertid ifølge Grundtvig den kraft, som påvirker – den kraft der altid kommer fra det ene menneske til det andet.

At undervise i emner, som går til hjertet er altså ikke primært et spørgsmål om metoder og teknikker, – det er spørgsmålet om medmenneskelighed, om forpligtende fællesskab, om samvær, – for det er livet nu og ind i fremtiden, det hele drejer sig om!

Leave a Reply