Vejen til toppen går opad

Vejen til toppen går opad

Vejen til toppen går opad

Af Holger Pedersen, lærer.

I den græske mytologi fortælles der om Sisyfos, der var konge i Korinth, at han var den snedigste af alle mennesker, så snedig at han forsøgte at narre selveste dødsguden. Da Hades sendte dødsguden op for at hente Sisyfos lænkede han dødsguden, så han ikke kunne blive taget med til dødsguden. Guderne straffede Sisyfos for sit forsøg på at sætte sig op mod guderne. Han må til stadighed rulle sten op ad en bjergskråning, og når han er lige ved at være oppe med stenen, så ruller den ned igen, og Sisyfos må begynde den tunge vandring ned for at hente stenen på ny. Denne græske myte har den franske forfatter Jean Paul Satre brugt til at beskrive menneskets evige valg situation. Skal han (man) gå ned og hente stenen igen, begynde forfra, eller skal man give op, i yderste konsekvens siger Satre, begå selvmord.

Den slags valg situationer vil vi jo helst undgå, og i udpræget grad vil vi undgå, at vore børn skal ned og hente stenen igen. Derfor rydder vi bogstaveligt talt vejen for vore børn, det skal helst ikke gå for meget opad. På den måde fremmer vi en holdning til, at alt skal kunne lade sig gøre, og helst helt uden besvær. Den type børn har fået sin egen betegnelse, nemlig curlingbørn, isen er fejet for dem, og de kan glide stille og roligt mod centrum. Nu er der jo en risiko ved at opholde sig i centrum, og det er, at andre også gerne vil være det, og man kan blive skubbet ud i kampen. Al den fejen isen ren, er et forsøg på at flade bjergene ud, troen på at bjerget kan flyttes bliver betragtet som et nødvendigt livsvilkår.

Nu er bjerge jo ikke så nemme at flytte, og hvis man vil op på toppen af dem, må man tage den hårde tur op ad skråningen. Derfor tror jeg, vore ture i Norges fjelde med eleverne er så værdifulde. Vi oplever situationer, hvor vi bliver pressede, det går opad, og det er besværligt, og egentlig kunne vi jo bare lade være. Så er det valget tages, skal vi som Sisyfos rulle vore sten op ad fjeldsiden? Det kræver noget vilje og sommetider også mod, men når vi når toppen og får belønningen, som kan bestå i det bare at nå toppen, ja så vokser man, troen på, at det var anstrengelserne værd modner og giver mod til at prøve kræfter med andre udfordringer. Vi skal ikke være bange for t udfordre vore børn, vi hjælper dem med at finde vejen over bjerget frem for at jævne bjerget ud eller zig-zagge uden om alle bjerge. Vi skal være med til at bygge deres samvittighed op og give dem mod på tilværelsen. Der bliver yderligere mening i det, hvis det er en samvittighed, der kræver det optimale af dig, plus lidt til. Hvis du lytter og retter dig efter samvittigheden, så bliver den anvendelig i snart sagt alle livets forhold. Men kun hvis man har kærlighed til menneskene i sine omgivelser og til sig selv. Har ydmyghed over for livets udfordringer og muligheder. En rimelig faglig stolthed og husker at synge og le. En af vores fremmeste fortolkere af disse forhold er digteren Benny Andersen, som i sin sidste digtsamling: “Sjælen marineret” skriver.

Et råd til mine børnebørn

Sæt jer nogle mål.

Sæt jer tydelige spor.

Det skal kunne ses, at I har været her.

 

Vi skød med slangebøsser engang.

De store drenge skød efter tomme flasker.

Hvor er de flaskeskår i dag.

 

Jeg skød til måls efter månen.

Mærkerne ses tydeligt den dag i dag.

Leave a Reply